Benløse-spillerne Jesper Roland, Daniel Nygaard og Daniel MacCabe drager i den kommende sæson til Höllviken for at spille i Allsvenskan i Sverige. Her bliver de genforenet med Mathias Glass, der dog i et stykke tid endnu er i gang med sin genoptræning efter en korsbåndsskade. Benløses svenske samarbejdsklub har også landsholdskeeper Mike Trolle i truppen.
– Det er med stolthed vi sender tre af Danmarks bedste spillere til Sverige. Det er det, der skal til, hvis de skal udvikle sig yderligere, og jeg tror, at tidspunktet er det helt rigtige for dem, siger Thomas Brodersen, ligasansvarlig i Benløse Floorball Club. Han håber på svensk succes for de tre profiler, og at det smitter af på Danmarks VM-kampagne senere på året.
Det er samtidig med vemod og efterlader et hul hos Benløse – Man skal ikke være atomfysiker for at regne ud, at det betyder meget at sige farvel til tre så dygtige spillere, der samtidig er stærke kulturbærere. Det gør ondt. Vi arbejder i øjeblikket benhårdt på at få rammerne for den kommende sæson på plads, men vi er ikke helt i mål endnu, så hav tålmodighed lidt endnu, siger Thomas Brodersen.
Jesper Roland, der har spillet hele sin karriere i Benløse, og har båret anførerbindet de seneste år, glæder sig til nye udfordringer:
– Vi mener, at tiden er moden til, at vi i den kommende sæson fortsætter vores udvikling i Höllviken. I første omgang gælder det dog resten af slutspillet i Danmark, hvor ambitionen fortsat er at afslutte sæsonen med et danmarksmesterskab. Først når sidste kamp er spillet er det tid til at sige farvel – og på gensyn. Til medspillere, trænere, ledere, frivillige og fans, siger Jesper Roland.
På Midtsjælland håber alle på at se de tre profiler igen. I første omgang som gæstetrænere på en kommende floorball-camp. Benløse og Höllviken har også et hængeparti med at arrangere endnu en svensk kamp på dansk grund, hvilket har været sat på hold på grund af Corona. Nu er motivationen for en dobbeltkamp med dansk ligabold og Allsvenskan bare blevet endnu større, så Roland, Nygaard og MacCabe igen kan opleves i Dansk Kabel TV Arena i den orange Höllviken-trøje, der minder lidt om Benløses røde.