Benløses bedste herrehold har foreløbigt spillet to kampe i denne ligasæson, og det har kastet to sejre af sig. Først blev Hvidovre Attack FC besejret i TV-kampen på Sport Live i Dansk Kabel TV Arena 9-5, og få dage efter storsejrede holdet med hele 14-6 mod Vanløse Floorball i Vanløse Hallerne.
I opstarten har holdet lidt under svære forudsætninger som så mange andre hold og foreninger. Coronasituationen har sat en stopper for mange af de tiltag som var tiltænkt pre-season. I dagens verden er det ikke unormalt at skulle være omstillingsparat, og truppen har navigeret glimrende i den nye hverdag. Selvom tilskuerantallet ikke har været som ønsket og flere af de trofaste supportere ikke har haft mulighed for at komme i hallen samt alle de andre restriktioner der har fulgt med, har holdet holdt gejsten oppe, fået to sejre på kontoen og fået den bedste mulige start på ligaen.
Trænerteamet er naturligvis tilfredse med de seks point, men de er selvfølgelig, ligesom spillertruppen, klar over der er plads til forbedringer. Hovedtræner Martin Lytje er fortrøstningfuld med de foreløbige resultater og spil og udtaler; “Der er mange ting vi er nødt til at forbedre, men det er meget nemmere, når man under en proces, vinder kampene”. Netop den proces Lytje taler om, er en langsigtet strategi som forhåbentligt kulminerer en dag i april måned i Helsingør. Hovedtræneren er ikke færdig med at præge dette talentfulde hold, og glæder sig til at vi kommer længere ind i sæsonen, hvor der bliver endnu mere at vise frem. “Vi arbejder stadig på fundamentet, men når vi kommer længere hen i grundspillet, håber vi at kunne være i en sådan position, at vi står stærkt ift. mellemspillet når vi for alvor skal til at eksekvere”.
I år er der tiltænkt flere spillere større ansvar. Mange af klubbens unge spillere har fået den tillid de har fortjent, og de knokler hver dag mod (og med) nogle af landets bedste floorballspillere. Konsekvensen heraf er, at truppen har flere kræfter til at spille den krævende måde at spille floorball på, som trænerteamet ønsker. Assisterende træner David de Fries mener, at jo flere mand vi kan spille på, jo hurtigere, jo mere effektivt og bedre floorball kan de spille. “Vi er en sindssyg bred trup, med mange unge og ærgerrige spillere iblandt. Det betyder en øget konkurrence om pladserne. Det betyder man skal præstere til træningerne og vise man skal spille når det spidser til. Netop det her bliver vores fordel i år, og det kom til udtryk mod Hvidovre i TV-kampen, hvor vi orker at spille floorball i tre perioder på fuld damp” siger David de Fries.
I søndags mod Vanløse lod truppen sig heller ikke stresse af, at Vanløse fik et par mål i første periode. “Selvfølgelig betyder det, at man er ekstra meget opsat på at vi får scoret i den anden ende, men vi beholder roen og ved hele kampen igennem, at vi nok skal vinde den her kamp hvis vi bare holder os til gameplanen og udnytter de chancer vi får” siger målmand Emil Brixager. David de Fries henviser også til de tre kæder der blev spillet på igennem kampen som en af værktøjerne. “Havde vi måske spillet på to kæder, så havde vi måske ikke vundet med de cifre fordi det slider på spillerne så meget. Når vi havde tre kæder ville de alle tre ind og score i hvert gang de var på banen. Det giver bare en ekstra energi til holdet” afslutter David de Fries.
Nu venter der en svær udekamp mod Copenhagen Floorball Club d. 3/10 i Gl. Valbyhal 16:30 inden vi hjemme tager imod Rødovre Floorball Club d. 11/10 kl. 14:00 i Dansk Kabel TV Arena.