Spændingen var intakt i et kvarter, da Benløse lørdag demonstrerede forskellen på top og bund i floorball-ligaen. Helsingør blev sendt hjem med et nederlag på 15-1.

Det begyndte som forventet. Benløse i boldbesiddelse og nærmest konstant i angreb mod et kompakt Helsingør-forsvar, der sendte kontraangreb af sted, så snart chancen bød sig. Der gik kun tre minutter, før Benløse fik hul på bylden til 1-0, da backparret Daniel Nygaard og Andreas Bilenberg gik højt i banen med Nygaard som målskytte og Bilenberg som oplægger.

14

Der var tæt trafik foran Helsingørs gennem det meste af kampen. Se flere billeder på Facebook.

Helsingør fortsatte sin fight, og havde kort efter et forsøg på opstanderen. Det lykkedes også nordsjællænderne at holde stand, til der var gået et kvarter. Så fik Benløses høje pres fat to gange på kort tid, hvor først Tim Jannerup og derefter Joel Berg sendte hjemmeholdet til pause foran 3-0.

8-1 i 2. periode
I anden periode blev 3-0 lynhurtigt til 6-0 på lidt over 2 minutter. Benløses angrebstrio med Mathias Glass, Berg og Jannerup stod bag de tre lynscoringer. Så var kampen punkteret, og de sidste godt 40 minutter blev blot et spørgsmål om sejrens størrelse. Benløse kørte på med sine tre kæder, mens Helsingør fightede med næb og klør for at lukke af foran sin målmand. Det blev dog en ond periode for Helsingør, der indkasserede yderligere fem scoringer før det lykkedes Nicolai Hammer at reducere til pausestillingen 11-1.

To debutmål
Tredje periode åbnede med en lille kontraperle fra Benløses Daniel Mac Cabe, der i dagens anledning bar anførerbindet i fraværet af skadede Niklas Elfving. Og så blev profilerne ellers bænket for at spare kræfter til den kommende uges opgaver. Det gav plads til en lang række unge spillere, der ufortrødent fortsatte presset mod Helsingørs mål.

Mikkel Christensen gjorde det til 12-1, og derefter blev det til to debutmål i floorball-ligaen fra Benjamin Sørensen og Rasmus Ravn, der lukkede og slukkede til 14-1 og 15-1.

Svært program venter
Forude venter et svært program for Benløse mod de øvrige tophold fra Rødovre og Vendsyssel. Onsdag den 15. februar skal Benløse møde Rødovre på udebane, lørdag den 18. februar går turen til Vendsyssel, og lørdag den 25. februar gælder det så Rødovre igen kl. 15 i Dansk Kabel TV Arena. Efter de tre kampe er vi meget klogere på, om Benløse fortsat spiller med om den 1. plads i grundspillet, holdet pt. ligger på med fem points forspring til Rødovre.

Floorball-ligaen, 12. runde
Benløse – Helsingør 15-1 (3-0, 8-1, 4-0)

03.00: 1-0 Daniel Nygaard (Andreas Bilenberg)
15.13: 2-0 Tim Jannerup
18.10: 3-0 Joel Berg
20.21: 4-0 Mathias Glass (Joel Berg)
21.47: U2 Nicolai Hommel, Helsingør)
21.53: 5-0 Mathias Glass (Tim Jannerup) PP
22.48: 6-0 Joel Berg (Mathias Glass)
23.34: U2 Andreas Bilenberg, Benløse
32.39: 7-0 Mathias de Fries (Daniel Nygaard)
34.14: 8-0 Mathias Glass (Tim Jannerup)
35.41: 9-0 Joel Berg (Rasmus Poulsen)
35.41: Time out, Helsingør
37.23: U2+2 Jonas Hviid, Helsingør
38.12: 10-0 Mathias de Fries (Tim Jannerup) PP
39.02: 11-0 Mathias Glass (Mathias de Fries) PP
39.23: 11-1 Nicolai Hammer (Michael Kock)
40.48: 12-1 Daniel Mac Cabe (Tim Jannerup)
43.48: 13-1 Mikkel Christensen (Mathias de Fries)
44.46: Time out, Benløse
49.07: 14-1 Benjamin Sørensen (Mathias Mortensen)
51.11: U2 Rasmus Enevoldsen, Benløse
59.12: 15-1 Rasmus Ravn (Nicklas Møller)
59.37: Kasper Dahl brænder straffeslag (Benløse)
59.37: U2 Nicolai Hammer, Helsingør

Udvisninger: Benløse 2x2min., Helsingør 4x2min.
Dommere: Adam Kristoffersen og Ken Poulsen
125 tilskuere i Benløsehallen