Oprykkerne fra Helsingør fik aldrig et ben til jorden og måtte lide den tort at gå fra banen med et rundt nul på tavlen, da Benløse torsdag aften vandt hele 13-0 i Helsingør Hallen.

-> Se highlights på Youtube
-> Læs Helsingørs referat

Allerede i første periode blev kampen reelt lukket. Her gik Benløse frem til en komfortabel 6-0-føring, og så var der mere eller mindre dømt cruise control. I anden periode fik Helsingør sat et prop i hullet. Delvist i hvert fald, for midtsjællænderne fik alligevel banket to bolde i kassen.

Tredje periode begyndte med Benløse i undertal i 6-7 minutter i træk. Blandt andet en periode på ca. 30 sekunder, hvor gæsterne var to mand i undertal. Alligevel lykkedes det ikke Helsingør at komme på tavlen. Blandt andet på grund af storspil fra Emil Lindström i Benløsemålet. Og for at gøre ondt værre for Helsingør, scorede Benløses svenske es Joel Berg i undertal til 9-0, før Benløse i kampens sidste ti minutter satte trumf på med fire scoringer til slutresultatet 13-0.

Værd at bemærke fra kampen var, at unge Mathias Mortensen fik sin ligadebut i Benløses 3. kæde. Han er dermed den fjerde spiller i rækken af talenter fra årgang 2000, der ikke blot er med i ligatruppen, men nu også har fået spilletid. De andre er Nikolaj Brixager og Mikkel Christensen, der stod for henholdsvis mål og assist i aftenens kamp. Og naturligvis Mathias Glass, der fortsætter sin vanvittige stime og scorede tre gange, hvilket gør ham til øjeblikkelig topscorer i ligaen.

Benløse var på dagen uden Jacob Bøge, Rasmus Poulsen, Frederik Pil og Anders Christensen. Truppen er desværre ramt af lidt for mange skader i øjeblikket, senest til Frederik Pil, der måtte udgå fra onsdagens træning med et vrid i knæet. Skadens omfang er endnu ikke kendt.

Nu venter en kamppause i den kommende weekend før Frederikshavn gæster Dansk Kabel TV Arena lørdag den 15. oktober kl. 15.

Floorball-ligaen, 3. runde
Helsingør – Benløse 0-13 (0-6, 0-2, 0-5)
00.28: U2 Kristoffer Mortensen, Helsingør
03.32: 0-1 Joel Berg (Mathias de Fries)
07.36: 0-2 Nikolaj Brixager (Jesper Roland)
08.20: 0-3 Mathias Glass (Tim Jannerup)
14.04: 0-4 Tim Jannerup (Mathias Glass)
15.21: 0-5 Mathias Glass (Tim Jannerup)
17.15: 0-6 Mathias de Fries (Frederik Stigaard) PP
19.14: U2 Mathias Mortensen, Benløse
29.05: 0-7 Andreas Bilenberg (Jesper Roland)
37.54: 0-8 Mathias Glass (Mathias de Fries)
40.32: U2 Tim Jannerup, Benløse
42.06: U2 Niklas Elfving, Benløse
45.01: U2 Mathias de Fries, Benløse
46.54: 0-9 Joel Berg (Straffeslag)
51.33: 0-10 Frederik Stigaard (Jesper Roland)
55.28: 0-11 Tim Jannerup (Mathias Glass)
57.03: 0-12 Nicklas Møller (Mikkel Christensen)
58.07: 0-13 Joel Berg (Daniel Mac Cabe) PP

Udvisninger: Helsingør 1x2min., Benløse 4x2min.
Dommere: Tony Johansson og Rene Hochhauer
Helsingør Hallen